Kan man blive forelsket....

Kan man blive forelsket i et sted, uden nogensinde at have sat sine ben der?

Vi kommer rigtig meget på Bornholm og har for mange år siden tabt vores hjerter til den smukke ø - Den forelskelse, kan der vist ikke herske tvivl om.

Vi har hver gang, vi har været der, talt om at NU måtte vi også prøve at tage til Christiansø.

De første år havde vi hunde med, så der kunne det ikke lade sig gøre. Så havde vi børn med som ikke gad (!!) og der er ingen grund til at presse noget ned over hovedet på ungerne, når det koster en pæn klat at smutte med båden t/r. Så har vi nogle gange planlagt, at nu skulle det være og så har det stormet så meget, at vi opgav sejlturen selvom ingen af os bliver søsyge. Og så var der sidste sommer, som bare var så elendig i de uger vi var på Bornholm, at vi ikke gad, for når vi ser Christiansø for første gang, må det gerne være bare lidt sol.

Forleden stødte jeg på bloggen Kringlet - om en familie, der bor på Christiansø og jeg blev nysgerrig og læste lidt hist og pist. Jeg stødte også på et link til en udsendelse om øen og nu er jeg faktisk lidt forelsket.

Ikke forelsket som at jeg godt kunne tænke mig at bo der, hvilket heller ikke er realistisk, da man skal have job på øen for at få bopæl og ingen af os har rigtig job i en kategori, der kan give job der.

Men forelsket som i at nu, til sommer, tager vi turen med Ertholm over Østersøen og nyder en dag på øen.

Noget af det, der også har holdt os væk er tanken om en båd fyldt med turister, der bliver lukket ud på en forholdsvis lille plads - jeg hader, når der er (for) mange mennesker samlet et sted. En løsning på det kunne være at tage over den ene dag, booke et værelse på det lille gæstgiveri, nyde aftenen, hvor de fleste turister er taget hjem og så selv tage hjem dagen efter. Jeg forestiller mig, at det kunne blive løsningen.

Billedet er lånt på http://www.christiansoe.dk/ - Kig ind, der er meget god info om den lille ø langt mod øst

Ud på tur

Nok råber medierne om sibirisk kulde og temperaturen er da heller ikke ligefrem forårsagtig, men vi har ingen sne overhovedet, så der er masser af mulighed for at gå lange, skønne ture.

Vi er heldige, eller rettere vi har valgt, at bo i et område, hvor vi ligger som en smørklat i grøden lige mellem havet, skoven og kæmpe grønne områder, så der er god basis for skønne ture.

Vi bor højt, så normalt kan jeg kun se vandet og ikke stranden, men i dag er der kommet "strand" til...Strand er det jo ikke, men derimod is, forholdsvis langt ud i Sundet.

Der kom 5 km i benene mandag og gode røde kinder - søndag nåede vi op på 12 km, men det virkede koldere i går eller også gik jeg bare for meget imod vinden.

Billedet er fra mandag - Kig over Øresund

.

Så er det mandag

Nu er det mandag og så kunne jeg jo meget passende starte "kuren" ligesom så mange gange før.

Den der evige kur, som bare ikke giver det ønskede resultat, fordi viljen, motivationen og energien ikke altid er der til det

Den der kur, hvor jeg ønsker at have en flad mave, når badesæsonen starter

Den der kur, hvor jeg ønsker at føle mig bedre tilpas i min krop

Den der kur, hvor jeg tænker, at 5 kg ville hjælpe på den der BH-delle, som mange af os kender

Den der kur, der gør, at jeg vil have bedre samvittighed overfor min krop

OK, guys...eller girls, nu gør jeg det altså - jeg råber ud til jer, her på siden, helt offentligt, at jeg starter i dag, mandag...den værste dag af alle. I bund og grund er det jo kun et spørgsmål om at lukke munden og sige nej tak til alt det syndige.

Jeg ved, at det ikke bliver nemt, for det er ikke nemt, når hormonerne delvist har forladt kroppen og efterladt den i overgangsalderen.

Men for søren, det er da mig, der styrer min krop og ikke noget som helst andet. 

Så i dag - mandag den 26.2.18 er min vægt

70,6 kg

Og mit mål er foreløbig et vægttab på 5 kg

Hvor længe det skal tage, har jeg ikke helt afgjort, men et sted mellem 5-10 uger, må være fint, for jeg skal egentlig slet ikke på kur, jeg skal bare dyrke mere motion og spise mindre kage og chokolade. 

Faktisk spiser vi rigtig sundt til hovedmåltiderne, men alt det "løse", det er det, der ødelægger det for mig. 

Hvis du vil være med, skal du være velkommen, så kan vi heppe lidt på hinanden :-)

Og hvis du har nogle gode råd, så hører jeg også gerne dem :-)

Fra på mandag.....

Min blog startede egentlig som en slankeblog for over 10 år siden.

Jeg tænkte dengang, at hvis jeg skrev ned, så ville det være nemmere, men nu sidder jeg her 10 år senere og vejer det samme som dengang OG har det samme ønske om at tabe de der 8-10 kg, selvom 5 kg sagtens kunne gøre det.

Jeg har været dernede - faktisk tabte jeg 13 kg i forbindelse med sygdom, men det er en forkert måde at tabe dem på og så snart jeg var rask, råbte min krop på næring, som den selvfølgelig fik. Og 1-2-3 så vejede jeg det samme igen, selvom jeg havde mange tanker om at NU ville jeg holde vægten, spise sundt, dyrke motion osv.

Fra på mandag er nærmest blevet en joke herhjemme, for nærmest hver uge tænker jeg, at fra på mandag sætter jeg ind.

Måske er det ved at være tid til at erkende, at min vægt faktisk er fin, at jeg faktisk på ingen måde er overvægtig, men måske nok bare kunne have gavn af at stramme lidt op hist og pist.

Det er mærkeligt for mit jeg tænker stadig på mig som den her pige/kvinde på 178 og 54 kg, men det er altså 30 år siden, det var en realitet. Underligt som ens selvbillede ikke kan ændre sig, bare lidt, med tiden. Eller min sunde fornuft kan sparke ind, at jeg jo altså ikke er 20 år længere og i øvrigt har været gravid og født en hulens masse børn.

Nå, men jeg vil stadig gerne smide min muffintop, så vejen frem må være motion i lidt mere rå mængder end hidtil.

Iøvrigt er det slet ikke min skyld, at jeg ikke taber mig...det er børnenes skyld - det er dem, der gerne vil have slik og kage og så ligger det der og kalder på mig :-))))

Vi kender vist alle den her ;-)

Det fælles forældreansvar

Man har et ansvar som forældre - Selvfølgelig har man det.

Men jeg synes også man har et "fælles forældreansvar" i forhold til børn og unge i ens netværk.

Vi har altid syntes at det var naturligt, at vi tilbød at børnenes venner, at de naturligvis kunne få et lift med hjem og vi har også gerne kørt dem hjem, for hvem har lyst til at sætte et småberuset ungt menneske af og sige "Du finder selv hjem". Det samme har vi oplevet med børnenes venners forældre - man løfter i flok, også efter de er fyldt 18.

Forleden var yngstedatteren i byen - Aftalen var, at hun enten skulle sove i kærestens lejlighed med en veninde eller tage hjem sammen med veninden og så taxa helt hjem (alternativt vække os, som kunne hente ved stationen). De 2 tøser besluttede sig for at sove i kærestens lejlighed, men valgte lige at vente sammen med en ven, på at bussen kom. Nok lige dele - "han skal ikke stå alene på Nørreport midt om natten" og "han er nok lidt småberuset". Desværre havde han et bæger sodavand i hånden og fik derfor ikke lov til at komme med natbussen hjem. Det var i hvert fald chaufførens undskyldning.

Så står man der....midt om natten, på Nørreport Station med en time til næste natbus, så knægten valgte at ringe til sine forældre. Jeg ved, hvor ufedt det er at blive ringet op om natten, men hellere få de unge mennesker sikkert hjem end at sove med slukket telefon.

Knægten spurgte så forældrene om det var OK at tøserne kørte med hjem, når han nu alligevel blev hentet, men nej, det var det ikke. Faren kørte 20 km for at hente sin søn, men ville ikke tage de 2 piger med hjem. Han vidste intet om at de havde mulighed for at sove i yngstes kærestes lejlighed få hundrede meter fra stationen.

Det er i hvert fald ikke at leve op til det fælles forældreansvar og både min datter og hendes veninde var meget forundrede over at det ikke var naturligt for denne far at løfte i flok.

Som min mand tørt bemærkede "Jeg har da kørt den fars søn hjem flere gange"

Kære Margrethe

Kære Margrethe,

Det gør mig ondt, at du har mistet din mand, præcis som det gør mig ondt, når alle andre mister deres ægtefælle. Det er et frygteligt tab, når man har været hinandens bedste venner, ægtefolk, kærester, forældre i mange, mange år.

Når det sker i ens nærmeste familie, giver det stof til eftertanke, men også når det sker med så massiv mediedækning, som der har været de seneste dage.

Da jeg var en lille pige på bare 7 år, dengang i 1972, hvor du blev dronning, syntes jeg, det var det værste jeg kunne forestille mig. At ens far døde og man skulle stå der og blive udråbt til dronning mens man var så ulykkelig. Dengang kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at miste min mor eller far, præcis som man nu har det, når man blot er 7 år gammel. Det gjorde kæmpe indtryk på mig og når jeg ser klippene med Jens Otto Krag, der udråber dig til Dronning, kan jeg stadig genkalde mig den sorg, jeg følte dengang.

I dag føler jeg med dig som hustru og får et sug i maven ved tanken om, at det måske en dag er mig, der skal sige farvel til mit livs kærlighed. Jeg har set min mormor, min far og min svigermor blive alene og sorgen er frygtelig, men vidner jo også om den store kærlighed, der var. Min far mistede sin hustru, min mor, for næsten 25 år siden, men omtaler hende stadig som sit livs kærlighed på trods af han igen er gift.

Vi har i disse dage set dig som en meget fattet, endda smilende dronning, som har modtaget folkets varme og kærlighed. Jeg ved ikke hvad der ligger bag smilet, men tænker at det må være mange års erfaring fra dit embede, der gør. at du i en så sorgfuld situation, kan holde masken og med dit stille smil vise, at du stadig er her, at du nok skal passe på Danmark og at du nok skal klare dig. Det kan også være, at dit smil er det eneste der holder dig fra at bryde helt sammen.

Men hvad der gør mig ondt er at du igen og igen kommer kørende alene til de begivenheder, der har været. Dine sønner er omgivet af deres hustruer og børn, men du kommer helt alene. Jeg husker, når vi har mistet i vores familie, at sønner og døtre har støttet op om den efterladte, så han eller hun ikke skulle være alene. Jeg er ikke i tvivl om, at dine sønner og svigerdøtre er der for dig, men hvor det skærer mig i hjertet at se dig ankomme alene.

Kære Margrethe - jeg ønsker dig og din familie styrke i den kommende tid.

Kærlige Tanker

Moster Tulle

PS: Det er helt bevidst, at jeg har brugt du osv, da jeg ikke forventer at Dronningen ser mit "brev"

Jeg er vild med dette billede som udstråler en kæmpe kærlighed 

- og det - i dagens Danmark -  politisk ukorrekte med cigaretterne

Jeg savner...

Jeg savner egentlig at skrive - om de små ting i hverdagen. Lige få ordene gennem fingrene...

Jeg kunne skrive dagbog og lægge den i en skuffe, men det er som om ordene kommer nemmere når jeg sidder ved tastaturet...Egentlig lidt frygteligt, at det er blevet sådan. Hvad blev der af den sirlige håndskrift?

Jeg startede med at skrive dagbog - i hånden, naturligvis - da jeg var 11-12 år, i god traditionel lillepigestil:

"Kære Dagbog,

I dag har jeg været i skole og gået tur med Sussi. Vi fik frikadeller til aftensmad"

Senere var det teenagepigen, der skrev lange tårevædede beskeder, når hun savnede kæresten, men altid med starten "Kære Dagbog".

Jeg læste tidligt Anne Franks dagbog og blev meget inspireret af den, tænk den stakkels pige, tænk hvad hun gik igennem. Jeg følte med hende, følte hendes smerte og priste mig lykkelig for min trygge og gode barndom i lille Danmark. Så faktisk var det Anne Frank der fik en ung pige i 70'erne til at skrive dagbog, præcis som hun sikkert inspirerede mange andre.

Jeg skrev mit første indlæg på Smartlog for over 12 år siden. Det var længe inden det var moderne at blogge - i hvert fald som vi kender bloggere i dag. Ukendte piger, der bliver kendte og tjener penge på at være....kendte? Det er en mærkelig verden ;-)