søndag den 30. december 2018

Min krop - ven eller fjende?

Nok lidt hårdt sat op, men mon ikke mange kvinder på min alder, har tænkt det samme?

Jeg havde en hård sommer - det var simpelthen for varmt og jeg havde nogle rædsomme nætter, hvor jeg vendte og drejede mig akkompagneret af en ventilator for dog at få lidt "kølende" luft.

Sommeren var ovre og jeg valgte, at det var tid til at smide nogle kilo, så over de næste måneder røg der 5 kg og hvor jeg nød det. Jeg følte mig ganske enkelt bedre tilpas i min krop. Og hedeturene forsvandt - min tanke var, at de forsvandt fordi det ikke længere var varmt, men jeg er ikke længere så sikker.

Så kom december med al sin pragt, mad og godter og ganske langsomt sneg en del af de 5 kg sig på igen og nu ligger jeg igen og har det alt for varmt om natten. Vender og drejer mig, smider dynen af, tager den på igen og sådan går det nat efter nat.

Så nu er der ingen vej tilbage - de kg skal væk igen og gerne med følgeskab af et par ekstra.

Og hvor er det egentlig vildt, at ens krop så simpelt kan fortælle, at man ikke er på rette spor

Så fremover må jeg vist bare holde mig til den plan, der hedder sund kost og motion, men det bliver ikke "Fra på mandag" i denne omgang, men "Fra på tirsdag"



lørdag den 29. december 2018

Skal - skal ikke?

Det er jo ikke ligefrem fordi bloggen her lever et godt og aktivt liv, men alligevel er jeg ikke klar til at lukke og slukke.

Jeg tænker tit, at det må jeg lige lave et indlæg om eller det må jeg lige huske, men så tager hverdagen min tid og enten glemmer jeg, hvad jeg ville skrive eller også når jeg det ganske enkelt ikke.

Jeg kan også mærke, at jeg kan have en tendens til at brokke-indlæg godt kunne få mest plads og hvem gider egentlig læse brokke-indlæg? Nej, vel?

Så mon ikke min blog, som har fulgt mig i efterhånden rigtig lang tid - vist nok tilbage fra 2005 - får lov til at overleve endnu et år med nogle få indlæg.

Hvem ved, måske kommer der et nytårsindlæg med alle mine mange nytårsforsætter

Nå ja, så er der det med billederne - synes det er SÅ besværligt at lægge billeder ind på denne platform....så ingen billeder, i hvert fald ikke lige nu....og igen, hvem gider læse en blog uden billeder?

fredag den 28. december 2018

The Impossible

Jeg har lige tudet mig gennem filmen The Impossible om tsunamien i 2004.

Tudet over filmen, tudet over, hvor tæt jeg var på at miste min far og tudet over alle de mennesker, der mistede livet og hinanden.

Min far har aldrig villet tale om det og jeg har kun spurgt en enkelt gang, hvor han fortalte, at de nåede at klatre op på hotellets tag, hvor de så bølgerne komme væltende med alt hvad det bragte med sig af død og ødelæggelse. Om døde mennesker over det hele. Om en lang varm dag på toppen af et bjerg uden drikke. Om en lang varm køretur ind til byen, da der endelig blev mulighed for kørelejlighed.  Om Thai'ernes ufattelige hjælpsomhed midt i deres egen sorg over dem og det, de havde mistet. Min far fik ikke så meget som en skramme, men arrene på sjælen, er der stadig, selvom han har lagt dem i en skuffe og smidt nøglen væk, som han siger. I dag er det 14 år siden han landede i Københavns lufthavn.

Jeg ved ikke om jeg synes filmen er god - jo, den er fin, men jeg har det altid lidt ambivalent med at man laver film om grusomme ting, der er sket.

På samme måde havde jeg slet ikke lyst til at se filmen "22 July" - det er for tæt på, og selvom jeg synes man aldrig må glemme alle de, der blev dræbt, synes jeg det er vigtigere at tie manden, der dræbte dem alle, ihjel. Og alligevel begyndte jeg at se den, men efter 10 minutters massakre og tårerne væltende ud af øjnene slukkede jeg - jeg kommer ALDRIG til at se den film, men vil altid huske den dag, da Oslo mistede sin uskyld og de mange unge mennesker mistede livet på Utøya.

Som med 9/11ved jeg præcis, hvor jeg var og kan genkende fornemmelsen af afmagt og frygten for, hvad det var der skete.

Pyha, nu vil jeg lige kramme familien en ekstra gang <3


lørdag den 25. august 2018

Hvad blev der af kundeservice?

Godt så - gnavent indlæg om elendig kundeservice, så er du advaret.

Yngste ville gerne udnytte, at Matas havde 20% på alle varer i sidste uge og havde på nettet set, at den ene af vores lokale Matas'er havde åbent, selvom det var søndag. Det viste sig desværre ikke at holde stik, men en anden, som på nettet stod til at have lukket, viste sig så at have åbent.

Vi kom 14.40 og stillede os i kø - der var 2 foran os og en meget, meget stresset butiksejer, der ikke kunne få tingene til at fungere og var alene i butikken. Måske noget retur, måske noget rabat, jeg ved det ikke, men han blev mere og mere rød i hovedet og kom med stadig flere temmelig negative udbrud. Til sidst opgav han og gjorde tingene på en anden måde så kunden kunne blive ekspederet.

Klokken var nu få minutter i 3 og manden forlod disken og gik hen og låste hoveddøren. Den foran os blev ekspederet og datteren kom til og spurgte om han havde lukket "Ja, jeg lukkede kl. 15 og det var slet ikke meningen, jeg skulle have åbent" - nu var klokken 15.10.

Nå, men vi var jo inde, havde ventet tålmodigt i en halv time og datteren spurgte om hun måtte dufte til et par parfumer for at vælge den, hun ville købe.  Manden sukkede opgivende og nævnte, at det skulle gå hurtigt for der var jo lukket. Stakkels datter blev helt stresset, valgte lynhurtigt en parfume, som hun fortrød nærmest, da hun gik ud af døren, så dagen efter blev den byttet (i en anden Matas!!).

Og så er det jeg undrer mig (elsker ordet at undre sig, som passer perfekt til sådanne sære situationer) for manden havde selv valgt at holde åbent, selvom der egentlig var planlagt lukning, manden havde selv valgt at stå der alene, men mest af alt undrer jeg mig over den elendige service fra butiksejeren himself. For søren da, det er din biks, makker - så tag det med et smil, også selvom du kommer en halv time senere hjem. Og hvis nogen gerne fremover vil undgå denne Matas, så er det Matas i Kongevejscentret i Hørsholm

Allerede dagen efter var den gal igen - yngste fik den smukkeste diamantring af os, da hun blev student, men den var lidt for stor og skulle laves mindre. Da vi og guldsmeden var på ferie i forlængelse af hinanden, blev det først nu.

Kl 18 ringede en sød pige og fortalte, at den var klar - vi var ved at spise så vi kørte derned kl. 18.40, hvor butikken stort set var lukket selvom centret først lukker kl. 19. Vi kunne lige snige os ind af en lille åbning - til en butik, hvor den ene halvdel af butikken henlå i mørke og alle smykker var gemt væk. Ikke den fedeste modtagelse. Vi fik ringen og skulle betale, men dankortmaskinen var også lukket ned. Den søde pige så rådvild på ejeren, der ikke fortrak en mine. Jeg konstaterede "Dankortmaskine er lukket" og kiggede spørgende på ejeren, der sagde "ja". Jeg beklagede at jeg ikke havde kontanter (hvorfor beklagede jeg egentlig??), men at jeg kunne betale med MobilePay, hvis det var nemmere for dem og sagde i spøg - jeg kan også komme en anden dag og betale. Svaret fra ejeren var "Ja, men så SKAL du komme i morgen", hvilket jeg ikke kunne love. En anden kom så og åbnede maskinen og jeg fik "lov" til at betale og kunne drage hjemad. Der var ikke et smil fra ejeren, ingenting, men nu havde vi selvfølgelig heller ikke købt en ring til 75.000. Og hvis nogen gerne vil undgå denne biks, er det Guldsmed Rygaard i Hørsholm Midtpunkt.

Jamen, er verden da helt af lave - hvis ikke butiksejerne kan gå forrest med et godt eksempel og yde den bedste service, hvem skal så?




fredag den 24. august 2018

Åh nej...

Jeg har skubbet det foran mig, vidst det ville komme, men nu er der under en uge til at sønnen forlader reden.

Da de 2 ældste flyttede var det lige "rundt om hjørnet", men ham her, han flytter over både Storebælt og Lillebælt for at ende i Smilets by.

Og DET er meget langt væk for løvemoren - jeg ved jo godt, han skal ud i verden, men det havde bare været så meget nemmere (for mig, og måske også for ham) at flytte til København.

Nå, han glæder sig, men med en god portion sommerfugle i maven - ny by, nyt studie, nye venner og langt væk fra os og de gode venner, han har her.

Jeg ved, det vil modne ham helt enormt, men jeg ved også at han er en blød knægt, som vil savne sit netværk her. Heldigvis er han god til at skabe nye relationer, så selvfølgelig kommer det til at gå.

Og mig.....jeg har de sidste dage gået rundt med lidt mere blanke øjne end ellers og tårerne ligger lige på lur.

Glemt er alt det fede,  jeg skal bruge hans værelse til, glemt er, at han også nogle gange har været irriterende, glemt er, at der ikke længere skal slæbes tonsvis af mælk, yoghurt, rugbrød, sodavand og alt det andet hjem fra byen. Glemt er, at han tror man skal have nedrullede gardiner og lyset tændt, selvom det er højlys dag, glemt er, at vores elregning sandsynligvis vil falde med 30% når der ikke længere kører 2 computere, et kæææmpe tv, playstation osv. Jep, vi så det da ældste flyttede - de der gamer-drenge, de bruger godt nok meget strøm.

Lige nu prøver jeg at lokke hans apple-id ud af ham, så jeg kan stalke ham på Find my iPhone, hvis han ikke lige svarer mig - han synes, jeg er sindssyg....det er jeg nok også....

For mange år siden, da han kun lige var vokset sin ældre søster over hovedet

lørdag den 18. august 2018

Nu får jeg nok ørerne i maskinen

Verden - eller i hvert fald København - er i disse dage eksploderet i et sandt Pride-helvede og jeg undrer mig.

Jeg undrer mig over at en sexualitet skal have særstatus og jeg alle steder skal se regnbuen, der symboliserer dette.

Jeg er ved at gå til over at alle, der er noget ved musikken, er ved at falde over hinanden for at hylde regnbuefolket.

Nej, jeg er ikke en gammel forstokket kone, der ikke kan se ud over min egen næsetip - jeg er åben og rummelig og synes at alle skal leve med den/de, som nu engang passer sig for dem. Og så er jeg egentlig fuldstændig ligeglad med om de er sorte, hvide, grønne eller regnbuefarvede.

Men jeg render sgi da ikke rundt og flasher at jeg er heteroseksuel, så hvorfor skal man flashe det, bare fordi man er homo?

Ja, jeg ved, at der stadig er folk, der mener, det er forkert, at være "til den anden side", men jeg tvivler på at disse folk bliver omvendt af den massive dækning af Pridefestivallen.

Der er så meget kvinder ikke forstår og det her er absolut en af de ting, som jeg har svært ved at fatte


mandag den 6. august 2018

Engang var der 4....

Engang var huset fyldt op med 4 fantastiske unger - med leg og glæde, brok og ballade, kærlighed og lykke. Præcis som det nu er i en familie.

Men sådan nogle unger gror jo op og lige pludselig stod den første på kanten af reden, klar til at flyve hjemmefra. Han var kun 18, da han flyttede, men han havde nærmest været klar siden han var 12, så det var som det nu skulle være, selvom han var savnet og det tomme værelse stod og mindede mig om, at han manglede.

4 år senere fulgte hans ældste søster samme vej - lidt ældre, men også spændt på, hvordan det ville være at bo alene. Hun var også savnet, men flyttede ikke langt og kom hjem i tide og utide, for det var alligevel svært at forlade barndomshjemmet. I dag - 6 år senere - kommer hun stadig tit og ofte forbi fordi hun savner os. I modsætning til hendes bror, som nærmest sætter en ære i ikke at savne os ;-).

Nu står næste for tur - han er væsentlig ældre end sine 2 ældre søskende - knap 23 år og i modsætning til de 2 andre flytter han langt væk, da han skal læse i Aarhus. Han fik allerede i maj at vide, han var optaget på studiet og i starten af juni havde han et sted at bo. Sommeren har gjort ham godt, han har vænnet sig til tanken og glæder sig til at flytte, glæder sig til at møde nye mennesker og til at blive klogere. Han er fuldstændig ligeglad med at han ikke kan lave mad, vaske tøj eller gøre rent og mon ikke "Learning by doing" vil blive hans redning? Eller måske bare take-away, paptallerkener og en au-pair ;-).

Man kan mærke, at de er flyvefærdige, når de ikke længere synes at maden er god nok, at vi spiser på forkerte tider, at de bliver bedt om ALT for meget, når man siger, de skal rydde op, være stille, når de kommer hjem om natten osv.

Jeg glæder mig over at sønnen skal læse det, han har ønsket sig siden han var en ung knægt, men samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at jeg kommer til at savne ham frygteligt. Nogle gange har jeg tænkt, at han aldrig flyttede fordi han hyggede sig med at bo sammen med os, men selv min italienske søn, finder nu videre ud i verden.

Min flok er for altid min flok, men den spredes for alle vinde og jeg ved, at den med tiden vil vokse sig større og større, når der en dag kommer mænd, koner og børn til.

Noget godt var, noget godt er og noget godt kommer - Hvor er jeg egentlig heldig



lørdag den 4. august 2018

Det er (for) varmt.....Om overgangsalder

Jep, jeg siger det bare - det er for varmt til mig.

Jeg savner regn, jeg savner "normale" temperaturer og jeg savner også lidt at se noget grønt græs igen. Ja, jeg savner vel bare dansk sommer.

Havde det regnet hele sommeren havde jeg helt klart savnet noget sol og varme og sådan er vi mennesker jo så svære at gøre tilpas.

Da jeg var ung rejste jeg hver sommer rundt i Grækenland og det var først når temperaturen nåede 40-42 grader, at jeg syntes det var for meget. Ellers var det skønt med sol og varme og jeg kunne stege i timevis på dækket af den yacht, hvor min ungdoms somre blev nydt.

Men med alderen kan den slags jo ændre sig og for kvinder (eller i hvert fald mig!!) i overgangsalderen er det ikke for tøsedrenge med den her varme.

Der er mellem 30 og 32 grader på mit kontor og det er varmt, når man tilbringer 8 timer der hver dag. En ventilator hjælper mig lidt, men at blive blæst på hele dagen er også ret irriterende.

Så er det hjem med Metro og S-tog, hvor der i Metroen er omkring 40 grader og i S-toget nok 5 grader koldere.....faktum er i hvert fald at når jeg træder ud af toget - i de 28-30 grader, der er udenfor - føles det køligt!!

Så er der nætterne....føj for pokker, hvor har vi det varmt og her er det nok især mig, der er plaget. Faktisk så plaget så jeg denne sommer har sovet med en ventilator ved siden af min seng og ørepropper i ørerne fordi jeg hader larmen fra den. Men uanset giver det bare ikke den samme gode søvn, som når der er stille og 18 grader i værelset.

Og det værste er, at jeg faktisk ikke er specielt plaget af hedeture normalt, så hvordan har de af mine medsøstre, der er plaget af det, det så ikke....pyhaaa.

Jeg vil så gerne sidde lidt i solen og få lidt ind på D-vitamin kontoen, men jeg kan ikke holde det ud i øjeblikket....øv for det, men hurra for at det trods alt er og har været en skøn sommer


søndag den 29. juli 2018

Vi har lagt en plan....

Uha, det er længe siden, jeg har kigget forbi her.

Det virkelige liv har det jo med at tage så meget af ens tid og nogle gange må det bare blive ved det.

Men vi er her stadig, alt er godt, måske lige bortset fra denne lidt for varme sommer, når man sidder fra 8-16 på et varmt kontor midt inde i byen.

Men...planen...vi har lagt en plan, som måske, måske ikke, kommer til at holde

Det er måske mere en "hensigtserklæring" end en egentlig plan, men det korte af det lange er, at vi kraftigt overvejer at hive teltpælene op her på Sjælland og drage over Østersøen til Solskinsøen.

Det bliver ikke nu, det bliver heller ikke om et halvt år, men måske om 2-3 år. Planen er at tygge lidt på tanken det næste årstid, mens vi blandt andet afventer yngstes fraflytning fra barndomshjemmet. Afventer er måske lidt overdrevet, vi flytter ingen steder så længe, hun har lyst til at blive boende hjemme, men omvendt forventer vi heller ikke, at hun bliver boende mere end max 2 år endnu.

Afhængig af hvor langt hun er i sine flytte-hjemmefra-planer, begynder vi at kigge lidt rundt efter noget at bo i til næste sommer.

Men tankerne er mange - skal jeg beholde mit gode job og pendle i starten? Det groteske er, at det er "billigere" at blive arbejdsløs, men jeg har aldrig været arbejdsløs og det er så langt fra min holdning, at udnytte systemet på den måde, så jeg regner med det bliver pendlerløsningen i første omgang. Og så håber jeg at finde et godt lokalt job, for pendlerlivet vil kun være en midlertidig løsning.

Manden min er selvstændig og kan tage jobbet med sig, men har også en uddannelse, der gør at han ret nemt vil kunne få et helt almindeligt 8-16 job på øen. Og det er egentlig det vi, og især han,  ønsker os....for at være selvstændig er hårdt arbejde og et minimum af (reel) ferie, så efter mange, mange år med 200% arbejdsindsats drømmer han om et helt almindeligt job, hvor man har fri, når man har fri.

Vi er ikke helt enige om, hvad vi skal bo i....jeg drømmer om landsteder, stokroser, smukke haver og mulighed for Bed&Breakfast eller et par ferielejligheder, der kan udlejes.

Min mand drømmer om et lille byhus, for som han siger "De smukke kalkede huse har jo ikke kalket sig selv" og jeg ved godt han har ret, for hele årsagen til at vi for nogle år siden solgte vores store hus, var jo netop at ingen af os gad havearbejde og alt det andet, der følger med et stort hus. Men - fremfører jeg - der er også forskel på at have stort hus og 4 hjemmeboende børn eller stort hus og ingen unger hjemme. Han er ikke blevet overbevist endnu ;-)

Så derfor er det godt, at vi har lidt tid til at tygge på planerne og pejle os ind i en retning, der gør at vi lander det sted, som lige præcis passer til os begge.


torsdag den 29. marts 2018

Vi tog det første skridt.....

Det allerførste, spæde skridt blev taget i jagten på en - mulig - ændring af vores liv.

Vi fandt et fint lille sted, der lå, der hvor vi gerne ville bo, hvis det nu var..... Der er allerede et lille Bed & Breakfast og vi tænkte mange tanker inden vi valgte at booke en fremvisning.

Vi glædede os til at se stedet, se hvilke muligheder, der kunne være - eller blot blive skuffede og vide, at det ikke var noget for os. Sandsynligheden for at det første sted, vi så, ville være perfekt, var jo til stede, men alligevel...

En time før fremvisningen blev vi ringet op af mægleren, der ville udskyde, eller viste det sig, helt aflyse fremvisningen. For der var nogle, der var interesserede, de skulle bare lige godkendes i banken, og vi skulle jo vide, at det var temmelig svært at få bankgodkendelse i udkantsdanmark. Vi spurgte om der var skrevet slutseddel, men nej, men det var lovet til de andre, hvis de kunne få godkendelse.

Mægleren fortsatte med at fortælle, hvor svært det var at blive godkendt og min mand måtte så skuffe ham med at vi faktisk har pengene "klar".

Så fortsatte mægleren med at rakke stedet ned, fortælle, hvor nedslidt det var, at der skulle nye møbler bla, bla, bla. Alt sammen noget, vi havde kunnet se ud fra billederne og også havde taget både tidsmæssig og økonomisk højde for.

Nå, men det korte af det lange var at mægleren ikke ville vise det frem....bum...sådan....

Jeg tror min mand blev så paf, så han bare accepterede uden at nævne noget om budrunder eller lignende, som jo er ganske almindeligt i hovedstaden. Stedet er så billigt, så vi gerne havde budt både 2 og 300.000 tusinde over, hvis det havde været perfekt.

Og så sad vi der....kiggede på hinanden og undrede os...og tænkte om det var fordi mægleren selv eller hans onkel skulle købe det? For hvordan kan man som mægler afvise kunder, der - måske - kan give sælger et højere provenue?

En anden mulighed er selvfølgelig at prisen har været sat for lavt og sælger ønsker at tage det af markedet og sætte det på til en anden pris på et andet tidspunkt.....men så burde mægler nok lige fjerne det fra nettet.

Så første skridt gik ærlig talt ikke særlig godt....nu slikker vi sårene og kigger videre...og tænker videre...og drømmer lidt...og vender tilbage til at vi jo har det rigtig godt, som vi har det nu ;-)




tirsdag den 27. marts 2018

Benægt, benægt, benægt

Vi holder påskeferie og var i går ude at spise på et af de lokale steder på vores feriedestination.

Vi havde købt sådan et kupon-tilbud - en bøf eller laks for 99 kr. mod en normalpris på 199.

Jeg forestiller mig altid, at det for restauranten skal være visitkortet til at man får lyst til at besøge stedet igen til fuld pris. Men jeg er før blevet skuffet og blev det igen.

Vi ankom, der var fint og hyggeligt og tjeneren spurgte om det var korrekt, at vi ville benytte os af tilbudet. Vi bekræftede og han spurgte om vi ønskede bøf eller laks og hvilken sauce vi ønskede til. Han gav os så vinkortet.....og forsvandt.....

Der var ikke mange i restauranten på sådan en hverdagsaften udenfor sæsonen og lige bag os sad ejeren af stedet, så man kunne måske have forestillet sig, at tjeneren var lidt mere på dupperne.

Der gik 25 minutter så kom en ung kvindelig tjener og spurgte hvad vi ville have. Vi bestilte vores drikkevarer og hun så lidt undrende ud, så vi tilføjede, at vi allerede havde bestilt vores mad hos hendes kollega.

Yderligere 15 minutter gik, så kom vores drikkevarer og den unge kvindelige tjener oplyste, at der altså ikke lå nogen ordre på noget til os. Vi forklarede at vi havde bestilt hos den og den tjener og pigen forsvandt igen.

Og så skete der ikke mere.....eller dvs efter 10 minutter (og altså 50 minutter efter vi var ankommet!!) kom den unge kvinde og sagde, at vi godt måtte tage af salatbuffeten, underforstået for deres regning.

Endelig - efter knap en time - kom vores mad, serveret af den tjener, som oprindelig tog imod vores bestilling. Jeg spurgte med et glimt i øjet om han havde glemt os og han svarede surt, at vi jo ikke havde bestilt noget hos ham....jeg opgav, ikke en konflikt jeg gad tage, når vi var ude for at hygge os.

Men hvordan er det IKKE at tage imod bestilling, når man spørger om folk vil have kød eller fisk og hvilken sovs, de ønsker til?? Det er da en bestilling.

Men benægt, benægt, benægt, er her en god metode til aldrig at indrømme en fejl. Herregud, manden skulle jo bare have sagt, ups, ja, den smuttede, det må i undskylde.

Nå, men vi fik vores mad - mandens bøf var fin og et pænt stykke kød - min laks lå derimod midt på tallerkenen og råbte:

"Husk, en middag til 99 kr. vil altid være en middag til.....99 kr"

Ja, man får hvad man betaler for og havde jeg betalt 199 kr for den ret var jeg godt nok blevet sur - vil tro der var 80 gram laks. Til gengæld var der 10 kartofler...til mig, til min ret.

Det gode var dog at maden var virkelig lækker, så jeg sagde til den (nu fornærmede) mandlige tjener, at det var meget lækkert. Hans svar var "Godt" og så gik han.

Velbekomme




onsdag den 21. marts 2018

Findes der curling-lærere?

Der findes curling-forældre - vi kender dem alle og vi kan nok heller ikke selv sige os fri for af og til at agere som.....curlingforældre.

Jeg har ikke haft børn i grundskolen i mange år, men da jeg havde, synes jeg ikke, jeg oplevede meget curling fra lærernes side, heldigvis.

I går i toget mødte jeg en curling-lærer. Toget var godt fyldt, men rigtig mange steg ud på Hellerup station og jeg valgte at sætte mig ned på en anden plads, hvor der ikke sad så mange. Sådan en plads med 4 sæder overfor hinanden på den ene side af gangen og tilsvarende på den anden side. Skråt overfor mig sad en kvinde og på den anden side af gangen sad en mand.

Jeg satte mig, smed hue og handsker og tog min telefon frem, da en kvinde i 30'erne kom farende og sagde "Ej, undskyld vil du ikke godt flytte dig"? Jeg kiggede op "Flytte mig??". Der var masser af pladser rundt omkring, så spørgsmålet var lidt sært.

"Ja, vil du ikke flytte dig, for jeg har 3 børn her, der gerne vil sidde sammen og der er jo mange andre pladser du kan sidde på".

Mange i kupéen kiggede op, de var tydeligt interesserede i hvad jeg sagde til det, så jeg valgte konflikten fra og gik min vej....ned i en anden kupé. Bagefter var jeg irriteret over min egen konfliktskyhed, at jeg ikke bare sagde, at der netop var mange andre pladser hvor hendes elever kunne sidde.

De 3 piger var 10-11 år, så der var ikke tale om bittesmå børn, der skulle overvåges, men tydeligt blot en curling-handling ift pigerne så de ikke skulle udsættes for IKKE at sidde sammen i de 12 minutter det tog at køre fra Hellerup til Nørreport.

Skal vi virkelig rydde hver en sten på vores børns (elevers) vej? Hvordan skal de klare sig når de kommer ud i den virkelige verden? Er al den curling årsagen til at så ufattelig mange unge har angst? (I know, det sidste spørgsmål kræver jo nærmest et indlæg for sig selv, måske kommer det en dag)

Lærer Andersen var helt sikker IKKE en curling-lærer

tirsdag den 20. marts 2018

Et fantastisk hyggeligt sted

Jeg plejer ikke at skrive "anmeldelser" om spisesteder, men jeg har nu nogle gange været på Nivå Havn, hvor der er kommet den sødeste lille café med meget rimelige priser.

Første gang jeg skulle betale - for kaffe, te og 2 x kage, troede jeg de havde slået forkert ind....mener jeg kom af med 134 kr. Det er ca det samme jeg betaler på fx Holms inde i byen....der er det så bare kun for EN person.

Café Strandhuset har lækre hjemmebagte kager, verdens bedste fish and chips og man føler sig så velkommen, også til at sidde i timevis og sladre, selvom man "kun" har købt kaffe og kage.

Egentlig burde jeg jo holde stedet for mig selv, men Strandhuset i Nivå fortjener at blive nævnt og jeg har nok heller ikke 100.000 følgere, der lige smutter derned, så hermed en anbefaling, hvis I er på de kanter. Det ligger ikke langt fra Louisiana eller Nivaagaards malerisamling, så det passer fint med at spise på Strandhuset og så tage videre eller omvendt.

Jeg fik desværre ikke taget noget billede, da jeg var dernede, så I må nøjes med et billede af Øresund
Øresund - 18. marts 2018

mandag den 19. marts 2018

Midtvejskrise?

Jeg har det godt - vi har det godt - vi elsker hinanden - vi elsker vores børn og vi elsker vores liv.

Og ja, vi KAN også godt være uenige om ting og synes, at vores unger er umulige - det er jo ikke en Hollywood film, men et helt almindeligt forstadsliv på godt og ondt.

Engang var jeg sådan en, der ønskede mig et fast job med en god og stabil indtægt, så mødte jeg manden min, som havde en iværksætter i maven...den fik han lov til at leve ud og lever stadig ud. Og han smittede mig, så efter et par år, da firmaet var velkonsolideret, sprang jeg med i projektet.

Jeg var i mange, mange år med på sidelinjen, men trængte til nye græsgange da jeg var omkring 40. Jeg trængte til noget, der var mit, nogle flere kollegaer, til ikke at være chefens kone, så jeg tog mig en ny uddannelse, fik et godt job, søde kollegaer og alt var godt....det er det for så vidt stadig, men nu begynder den indre iværksætter igen at pusle i min mave. Jeg vil også være selvstændig igen. Vi arbejder godt sammen, manden og jeg, men jeg vil noget andet - noget der er mit og kun mit, selvom han naturligvis gerne må være med.

Jeg ønsker at flytte på landet og starte et Bed & Breakfast - jeg prøver at tale mig selv ned, at tale mig selv fra det. Tænker på, at det nok er hyggeligt at gå og hygge om gæsterne, men at lægge rent sengetøj på 20 senge er måske knap så fornøjeligt, eller at gøre rent på 10 værelser, eller blive kaldt ud til et stoppet toilet...heller ikke så fedt. Eller forvænte folk, der køber en overnatning på B&B men forventer at det ligner Hotel Hilton og så rater det vildt dårligt på nettet (jep, jeg har tjekket anmeldelser og det er de særeste ting folk brokker sig over, men især morgenmaden er et tydeligt issue).

Det giver absolut ingen mening at ønske sådan noget, for vi solgte netop vores store hus for at frigive mere tid, for ikke at skulle rense tagrender, male vinduer osv, osv og alligevel er jeg nærmest klar til at sælge min sjæl for at finde et hyggeligt lille sted, jeg kan gøre til det mest fantastiske sted.

Alle planerne er klar - jeg ved, hvordan jeg ville gøre det, jeg ved nogenlunde, hvor det skulle ligge, jeg ved, hvordan jeg ville øge indtægterne med andre spændende tiltag.

Jeg ved også, at det er nu, snart, det skal gøres, hvis det skal gøres, for vi bliver ikke yngre.

Og så ved jeg også, at jeg - endnu - ikke har tænkt det ordentligt igennem, selvom jeg har tænkt og tænkt i det meste af et år snart. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tænke sådan noget rigtigt igennem? Tænke det nok igennem?

For nok er der en frihed i at være selvstændig, men der er også en kæmpe forpligtelse - på samme tid, er der også en stor frihed i at være ansat, bare på en anden måde. Man skal bare møde ind mellem 8-16, der er ingen tvivl om, hvad lønnen er, når man rammer den første og man har 6 ugers ferie hvert eneste år.

Pyha...vi tænker lidt videre - Vi har stadig lidt tid til at vælge fra eller til, for vi lader lige de sidste unger flytte hjemmefra inden det evt skal effektueres. Og så skal vi ikke mindst være 100% enige om, at det er det vi vil, for selvom jeg ønsker det som mit projekt, vil vi jo i realiteten være fælles om det. Og jeg forstår godt manden min, der siger, at han ikke orker alle hans ferier i fremtiden skal gå med at lege "krofatter".

OMG - det havde været nemmere at være mand og bare gå ud og købe en motorcykel!!!

Ville det bare ende med at jeg rendte rundt og gjorde rent hele tiden og var smaddersur??

lørdag den 17. marts 2018

Brokadvarsel II

Uha, nu folder jeg mig lige ud igen.....

Var med yngste ude at shoppe - alle prøverum var optaget, datteren havde snuppet det sidste ledige og jeg var hende, der servicerede og fandt de rigtige størrelser.

Da jeg igen-igen havde været ude og finde en anden størrelse, var prøverummet ved siden af datteren ledigt, efterladt med alt tøjet liggende på gulvet.

Godt så, umiddelbart tænker man "meget ung pige, der ikke helt har lært spillereglerne", men nej, pæn og nydelig, midaldrende forstadsfrue med den "rigtige" frisure, det "rigtige" overtøj og sikkert også det "rigtige" dankort - jep, vi er nord for københavn, men hvorfor hun efterlod prøverummet sådan her fatter jeg ikke.

Hvordan er det nu med den gode opdragelse og ikke mindst respekt for andres ting og for butikkens personale? Øv, for en dum dame og øv for den søde unge pige, der gik ind og ryddede op og sagde at det desværre skete ofte....


torsdag den 15. marts 2018

Gravid som 48-årig - er det OK?

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær meldte i sidste uge ud, at hun venter barn nummer 2.

Fantastisk, skønt, forældre bliver forældre igen og børn bliver storebrødre og et lille nyt liv er på vej.

Men borgmesteren er 48 år...otte-og-fyrre år - Kan man så tillade sig at blive gravid? Er det uetisk? Er det uansvarligt? Var det allerede lidt småskidt, da hun fik den første som 46-årig?

Vel er det da ej - tænk at få den glæde og lykke at opleve (endnu) en mirakel-graviditet, når man har forsøgt så længe.

Alligevel har borgmesteren ifølge sin egen Instagram, modtaget et brev. Hadefuldt. Anonymt. Med grimme ord. Med opfordring til abort.

Føj, siger jeg bare - at det er anonymt, er en ting, at der står grimme ting i det, er noget andet, men at man overhovedet tillader sig at skrive et sådan brev, er mig ubegribeligt.

Jeg er sikker på at det lille nye menneske får et fantastisk liv og jeg er sikker på, at man, hvis man får børn sent, sikrer sig, at der er et netværk, der kan træde til og hjælpe, hvis uheldet er ude og man bliver syg eller går bort "før tid". Og hvad er det lige "før tid" så er?

Men en gennemsnitslevealder på 83 for kvinder, vil "babyen" trods alt være 35 når den mister sin forælder, så mon ikke det går, hvis man ser statistisk på det.

Statistik kan man ikke bruge til meget - jeg burde - statistisk stadig have haft min mor eller min lille dreng, som døde af en så sjælden lidelse, så det statistisk burde have ramt naboen eller en kvinde i den anden ende af verden.

Så herfra skal lyde et stort til lykke til den vordende mor - sikke en gave I har på vej






tirsdag den 13. marts 2018

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.


mandag den 12. marts 2018

Wauv....hvor var det barnligt ;-)

På vores lokale station (jep, nu handler det igen om transport) er der helt fine p-pladser, men desværre ikke nok, så derfor vælger folk at holde i vejkanten. Desværre er p-pladsen ikke indrettet til dette, så hvis man har en bil i almindelig mellemstørrelse kan det nogle gange være umuligt at få den bakket ud fordi de andre biler holder bag én.

Jeg har 2 gange måttet holde og vente på at bilen ved siden af eller den der holdt bag mig blev fjernet - og lad mig være ærlig....jeg bliver ikke på nogen måde i godt humør af at sidde og vente 20-30 minutter på at kunne få min bil ud og komme hjem.

Forleden kunne jeg lige akkurat knibe min bil ud - der var max 2 cm jeg kunne passere på, men man kender jo sin bil, så det lykkedes selvom det var lidt risikabelt, da der var isglat.

I dag holdt der en bag mig - heldigvis havde jeg bakket ind så jeg kunne godt komme ud, men hende der holdt (ulovligt) bag mig valgte at køre ind på p-pladsen ved siden af mig for at vende. MEN så længe jeg holdt på pladsen havde hun ingen chance for at komme ud for der holdt endnu en bil bag os. Hun kørte frem og tilbage mange gange og i stedet for at køre, valgte jeg at ringe min datter op og lige småsludre lidt med hende. Konen i bilen ved siden af blev tydeligvis mere og mere irriteret og måtte til sidst opgive....så holdt vi der nogle minutter mens jeg talte færdig med datteren.

Jep, det var barnligt - jeg kunne bare være kørt og have talt med datteren over Bluetooth, men jeg håber damen i bilen fattede hvor ufattelig dumt det er at parkere på den måde.

Og selvom det var barnligt var det nu alligevel en lille hævn for de gange, jeg har siddet fast - man har vel også lov til at være bare lidt barnlig selvom man har passeret de 50 ;-)


mandag den 5. marts 2018

Nej, nej, nej

Det er simpelthen tarveligt - efter en uge på "kur" har jeg taget et kg på....

Det er jo ikke ligefrem det mest motiverende, men noget af skylden må jeg nok pege i egen retning (må man egentlig ikke altid det?).

Jeg har passet på, men jeg har ikke været på kur og måske må jeg bare erkende, at jeg som kvinde over 50 og i menopause har brug for lidt skrappere tiltag end blot at skære lidt ned på det ene og det andet.

Jeg tror, jeg hopper på 5:2 kuren....

Den er overskuelig
Den er nem
Den er angiveligt godt for meget andet end blot vægttabet

Jeg skal så bare huske at jeg IKKE kan spise præcis som jeg vil på spisedagene, men stadig skal have tanke på, hvad der kommer indenbords.

Så i morgen bliver en :2-dag - skal så bare lige finde på, hvad den skal indeholde rent madmæssigt.

Jamen altså........

torsdag den 1. marts 2018

Brok-advarsel!

Jeg tager dagligt toget - Jeg kunne skrive side op og side ned om elendige DSB, men det må blive en anden dag.

I togene findes bl.a. stillekupéer og her kommer spørgsmålet til 100.000 kr så : Hvor stille skal der være i en stillekupé?

Jeg synes der skal være meget, meget stille.....

Jeg sætter mig derind fordi jeg ikke gider have en masse larm, men dag efter dag sker det samme: Larm - ikke larm som inde i en af de store kupeér, men sådan smålarm.

Et headset, der er skruet op for fuld styrke - ja, personen har headset på, men alle kan høre musikken (og personen får helt sikkert Tinnitus meget snart). Hvis man påtaler det får man beskeden "Jeg har headset på".

En der spiser McD-mad og knitrer løs med poser (hvad laver sådan en gang mad i øvrigt i et tog? Ingen dør vel af sult mellem Kbh og Helsingør??). Eller den sunde version - gulerødder - gnask, gnask, gnask....i det mindste stinker gulerødder ikke på samme måde som burger og fritter.

Der er stort set altid en, der får et opkald (med lyd), tager telefonen og siger "Nej, jeg kan ikke tale, jeg er i stillekupe..." og herefter fortsætter samtalen fordi det kun lige er om manden skal købe kartofler, om datteren skal tage cykelhjelm på osv osv.

Men de værste er nok de ældre mennesker - gerne et ældre ægtepar - som sandsynligvis sætter sig i stillekupéen fordi der er....stille og så begynder de at snakke sammen. Med den der høje teaterhvisken, fuldt bevidste om at de er i stillekupéen, så derfor HVISKER de. Ofte er der nogen, der påtaler det, så er der ro i 30 sekunder og starter det igen. Faktisk mere irriterende end hvis de bare talte almindeligt sammen.

Eller hvad med ham ovre i hjørnet, der snorker som en bjørn....den hører virkelig til de humoristiske. Tænk at være så træt, så man falder i så dyb søvn i et tog OG snorker så højt. Det er da på en eller anden måde underholdende ;-).  Måske er den dåseøl, der står på bordet foran ham medvirkende til den dybe søvn.....har set manden flere gange og mønstret er det samme.

Forleden var der en dame overfor mig, der fik i omegnen af 30 sms'er på turen - hun havde ikke slået lyden fra, så hver gang, hun fik en sms sagde det "pling" og damen sukkede højlydt over at hun igen-igen fik en sms. Blev faktisk i tvivl om hun vidste, at man kan slå lyden fra.

Nogle dage er man heldig, så er der helt stille - nærmest som en pagt, er alle stille lige indtil mappe-dyret kommer ind på Hellerup og hiver computeren op og klasker løs i tastaturet. Nok ikke noget, man ligefrem kan brokke sig over, men der er intet, der larmer så meget som et tastatur i en stillekupé, jeg siger det bare!!

Hvis du holdt ud hertil, så tak - det er nogle gange meget rart lige at få lukket lidt galde ud
Kys det nu, det Satans liv.........




onsdag den 28. februar 2018

Kan man blive forelsket....

Kan man blive forelsket i et sted, uden nogensinde at have sat sine ben der?

Vi kommer rigtig meget på Bornholm og har for mange år siden tabt vores hjerter til den smukke ø - Den forelskelse, kan der vist ikke herske tvivl om.

Vi har hver gang, vi har været der, talt om at NU måtte vi også prøve at tage til Christiansø.

De første år havde vi hunde med, så der kunne det ikke lade sig gøre. Så havde vi børn med som ikke gad (!!) og der er ingen grund til at presse noget ned over hovedet på ungerne, når det koster en pæn klat at smutte med båden t/r. Så har vi nogle gange planlagt, at nu skulle det være og så har det stormet så meget, at vi opgav sejlturen selvom ingen af os bliver søsyge. Og så var der sidste sommer, som bare var så elendig i de uger vi var på Bornholm, at vi ikke gad, for når vi ser Christiansø for første gang, må det gerne være bare lidt sol.

Forleden stødte jeg på bloggen Kringlet - om en familie, der bor på Christiansø og jeg blev nysgerrig og læste lidt hist og pist. Jeg stødte også på et link til en udsendelse om øen og nu er jeg faktisk lidt forelsket.

Ikke forelsket som at jeg godt kunne tænke mig at bo der, hvilket heller ikke er realistisk, da man skal have job på øen for at få bopæl og ingen af os har rigtig job i en kategori, der kan give job der.

Men forelsket som i at nu, til sommer, tager vi turen med Ertholm over Østersøen og nyder en dag på øen.

Noget af det, der også har holdt os væk er tanken om en båd fyldt med turister, der bliver lukket ud på en forholdsvis lille plads - jeg hader, når der er (for) mange mennesker samlet et sted. En løsning på det kunne være at tage over den ene dag, booke et værelse på det lille gæstgiveri, nyde aftenen, hvor de fleste turister er taget hjem og så selv tage hjem dagen efter. Jeg forestiller mig, at det kunne blive løsningen.
Billedet er lånt på http://www.christiansoe.dk/ - Kig ind, der er meget god info om den lille ø langt mod øst

tirsdag den 27. februar 2018

Ud på tur

Nok råber medierne om sibirisk kulde og temperaturen er da heller ikke ligefrem forårsagtig, men vi har ingen sne overhovedet, så der er masser af mulighed for at gå lange, skønne ture.

Vi er heldige, eller rettere vi har valgt, at bo i et område, hvor vi ligger som en smørklat i grøden lige mellem havet, skoven og kæmpe grønne områder, så der er god basis for skønne ture.

Vi bor højt, så normalt kan jeg kun se vandet og ikke stranden, men i dag er der kommet "strand" til...Strand er det jo ikke, men derimod is, forholdsvis langt ud i Sundet.

Der kom 5 km i benene mandag og gode røde kinder - søndag nåede vi op på 12 km, men det virkede koldere i går eller også gik jeg bare for meget imod vinden.



Billedet er fra mandag - Kig over Øresund



.

mandag den 26. februar 2018

Så er det mandag

Nu er det mandag og så kunne jeg jo meget passende starte "kuren" ligesom så mange gange før.

Den der evige kur, som bare ikke giver det ønskede resultat, fordi viljen, motivationen og energien ikke altid er der til det

Den der kur, hvor jeg ønsker at have en flad mave, når badesæsonen starter

Den der kur, hvor jeg ønsker at føle mig bedre tilpas i min krop

Den der kur, hvor jeg tænker, at 5 kg ville hjælpe på den der BH-delle, som mange af os kender

Den der kur, der gør, at jeg vil have bedre samvittighed overfor min krop

OK, guys...eller girls, nu gør jeg det altså - jeg råber ud til jer, her på siden, helt offentligt, at jeg starter i dag, mandag...den værste dag af alle. I bund og grund er det jo kun et spørgsmål om at lukke munden og sige nej tak til alt det syndige.

Jeg ved, at det ikke bliver nemt, for det er ikke nemt, når hormonerne delvist har forladt kroppen og efterladt den i overgangsalderen.

Men for søren, det er da mig, der styrer min krop og ikke noget som helst andet. 

Så i dag - mandag den 26.2.18 er min vægt

70,6 kg

Og mit mål er foreløbig et vægttab på 5 kg

Hvor længe det skal tage, har jeg ikke helt afgjort, men et sted mellem 5-10 uger, må være fint, for jeg skal egentlig slet ikke på kur, jeg skal bare dyrke mere motion og spise mindre kage og chokolade. 

Faktisk spiser vi rigtig sundt til hovedmåltiderne, men alt det "løse", det er det, der ødelægger det for mig. 

Hvis du vil være med, skal du være velkommen, så kan vi heppe lidt på hinanden :-)

Og hvis du har nogle gode råd, så hører jeg også gerne dem :-)





søndag den 25. februar 2018

Fra på mandag.....

Min blog startede egentlig som en slankeblog for over 10 år siden.

Jeg tænkte dengang, at hvis jeg skrev ned, så ville det være nemmere, men nu sidder jeg her 10 år senere og vejer det samme som dengang OG har det samme ønske om at tabe de der 8-10 kg, selvom 5 kg sagtens kunne gøre det.

Jeg har været dernede - faktisk tabte jeg 13 kg i forbindelse med sygdom, men det er en forkert måde at tabe dem på og så snart jeg var rask, råbte min krop på næring, som den selvfølgelig fik. Og 1-2-3 så vejede jeg det samme igen, selvom jeg havde mange tanker om at NU ville jeg holde vægten, spise sundt, dyrke motion osv.

Fra på mandag er nærmest blevet en joke herhjemme, for nærmest hver uge tænker jeg, at fra på mandag sætter jeg ind.

Måske er det ved at være tid til at erkende, at min vægt faktisk er fin, at jeg faktisk på ingen måde er overvægtig, men måske nok bare kunne have gavn af at stramme lidt op hist og pist.

Det er mærkeligt for mit jeg tænker stadig på mig som den her pige/kvinde på 178 og 54 kg, men det er altså 30 år siden, det var en realitet. Underligt som ens selvbillede ikke kan ændre sig, bare lidt, med tiden. Eller min sunde fornuft kan sparke ind, at jeg jo altså ikke er 20 år længere og i øvrigt har været gravid og født en hulens masse børn.

Nå, men jeg vil stadig gerne smide min muffintop, så vejen frem må være motion i lidt mere rå mængder end hidtil.

Iøvrigt er det slet ikke min skyld, at jeg ikke taber mig...det er børnenes skyld - det er dem, der gerne vil have slik og kage og så ligger det der og kalder på mig :-))))

Vi kender vist alle den her ;-)

lørdag den 24. februar 2018

Det fælles forældreansvar

Man har et ansvar som forældre - Selvfølgelig har man det.

Men jeg synes også man har et "fælles forældreansvar" i forhold til børn og unge i ens netværk.

Vi har altid syntes at det var naturligt, at vi tilbød at børnenes venner, at de naturligvis kunne få et lift med hjem og vi har også gerne kørt dem hjem, for hvem har lyst til at sætte et småberuset ungt menneske af og sige "Du finder selv hjem". Det samme har vi oplevet med børnenes venners forældre - man løfter i flok, også efter de er fyldt 18.

Forleden var yngstedatteren i byen - Aftalen var, at hun enten skulle sove i kærestens lejlighed med en veninde eller tage hjem sammen med veninden og så taxa helt hjem (alternativt vække os, som kunne hente ved stationen). De 2 tøser besluttede sig for at sove i kærestens lejlighed, men valgte lige at vente sammen med en ven, på at bussen kom. Nok lige dele - "han skal ikke stå alene på Nørreport midt om natten" og "han er nok lidt småberuset". Desværre havde han et bæger sodavand i hånden og fik derfor ikke lov til at komme med natbussen hjem. Det var i hvert fald chaufførens undskyldning.

Så står man der....midt om natten, på Nørreport Station med en time til næste natbus, så knægten valgte at ringe til sine forældre. Jeg ved, hvor ufedt det er at blive ringet op om natten, men hellere få de unge mennesker sikkert hjem end at sove med slukket telefon.

Knægten spurgte så forældrene om det var OK at tøserne kørte med hjem, når han nu alligevel blev hentet, men nej, det var det ikke. Faren kørte 20 km for at hente sin søn, men ville ikke tage de 2 piger med hjem. Han vidste intet om at de havde mulighed for at sove i yngstes kærestes lejlighed få hundrede meter fra stationen.

Det er i hvert fald ikke at leve op til det fælles forældreansvar og både min datter og hendes veninde var meget forundrede over at det ikke var naturligt for denne far at løfte i flok.

Som min mand tørt bemærkede "Jeg har da kørt den fars søn hjem flere gange"


søndag den 18. februar 2018

Kære Margrethe

Kære Margrethe,

Det gør mig ondt, at du har mistet din mand, præcis som det gør mig ondt, når alle andre mister deres ægtefælle. Det er et frygteligt tab, når man har været hinandens bedste venner, ægtefolk, kærester, forældre i mange, mange år.

Når det sker i ens nærmeste familie, giver det stof til eftertanke, men også når det sker med så massiv mediedækning, som der har været de seneste dage.

Da jeg var en lille pige på bare 7 år, dengang i 1972, hvor du blev dronning, syntes jeg, det var det værste jeg kunne forestille mig. At ens far døde og man skulle stå der og blive udråbt til dronning mens man var så ulykkelig. Dengang kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at miste min mor eller far, præcis som man nu har det, når man blot er 7 år gammel. Det gjorde kæmpe indtryk på mig og når jeg ser klippene med Jens Otto Krag, der udråber dig til Dronning, kan jeg stadig genkalde mig den sorg, jeg følte dengang.

I dag føler jeg med dig som hustru og får et sug i maven ved tanken om, at det måske en dag er mig, der skal sige farvel til mit livs kærlighed. Jeg har set min mormor, min far og min svigermor blive alene og sorgen er frygtelig, men vidner jo også om den store kærlighed, der var. Min far mistede sin hustru, min mor, for næsten 25 år siden, men omtaler hende stadig som sit livs kærlighed på trods af han igen er gift.

Vi har i disse dage set dig som en meget fattet, endda smilende dronning, som har modtaget folkets varme og kærlighed. Jeg ved ikke hvad der ligger bag smilet, men tænker at det må være mange års erfaring fra dit embede, der gør. at du i en så sorgfuld situation, kan holde masken og med dit stille smil vise, at du stadig er her, at du nok skal passe på Danmark og at du nok skal klare dig. Det kan også være, at dit smil er det eneste der holder dig fra at bryde helt sammen.

Men hvad der gør mig ondt er at du igen og igen kommer kørende alene til de begivenheder, der har været. Dine sønner er omgivet af deres hustruer og børn, men du kommer helt alene. Jeg husker, når vi har mistet i vores familie, at sønner og døtre har støttet op om den efterladte, så han eller hun ikke skulle være alene. Jeg er ikke i tvivl om, at dine sønner og svigerdøtre er der for dig, men hvor det skærer mig i hjertet at se dig ankomme alene.

Kære Margrethe - jeg ønsker dig og din familie styrke i den kommende tid.

Kærlige Tanker

Moster Tulle

PS: Det er helt bevidst, at jeg har brugt du osv, da jeg ikke forventer at Dronningen ser mit "brev"

Jeg er vild med dette billede som udstråler en kæmpe kærlighed 
- og det - i dagens Danmark -  politisk ukorrekte med cigaretterne

lørdag den 17. februar 2018

Jeg savner...

Jeg savner egentlig at skrive - om de små ting i hverdagen. Lige få ordene gennem fingrene...

Jeg kunne skrive dagbog og lægge den i en skuffe, men det er som om ordene kommer nemmere når jeg sidder ved tastaturet...Egentlig lidt frygteligt, at det er blevet sådan. Hvad blev der af den sirlige håndskrift?

Jeg startede med at skrive dagbog - i hånden, naturligvis - da jeg var 11-12 år, i god traditionel lillepigestil:

"Kære Dagbog,

I dag har jeg været i skole og gået tur med Sussi. Vi fik frikadeller til aftensmad"

Senere var det teenagepigen, der skrev lange tårevædede beskeder, når hun savnede kæresten, men altid med starten "Kære Dagbog".

Jeg læste tidligt Anne Franks dagbog og blev meget inspireret af den, tænk den stakkels pige, tænk hvad hun gik igennem. Jeg følte med hende, følte hendes smerte og priste mig lykkelig for min trygge og gode barndom i lille Danmark. Så faktisk var det Anne Frank der fik en ung pige i 70'erne til at skrive dagbog, præcis som hun sikkert inspirerede mange andre.

Jeg skrev mit første indlæg på Smartlog for over 12 år siden. Det var længe inden det var moderne at blogge - i hvert fald som vi kender bloggere i dag. Ukendte piger, der bliver kendte og tjener penge på at være....kendte? Det er en mærkelig verden ;-)