og det må jeg vel så bare erkende er sådan det er.
Kiloene rasler ikke af en krop, der har passeret de 50 og slet ikke når tiden ikke rigtig tillader motion.
Der er røget et par kilo, sådan for alvor, ikke bare de der, der altid forsvinder de første dage på en kur.
Og....det er egentlig også ok, for jeg er jo fin som jeg er, ingen ville nogensinde kalde mig tyk, overvægtig eller noget lignende....jeg vil nok bare hellere være tynd end slank fordi det var sådan min krop var i årevis. Lidt ligesom jeg stadig kan undre mig over hvor mit lyse hår egentlig blev af, når jeg kigger mig i spejlet....og det forsvandt da jeg var 13-14 år og gik over til en mere leverpostejsfarvet udgave, som jeg så godt nok har forsøgt at skjule lige siden med frisørens hjælp.
Og for lige at slutte ringen med at være 50+ var jeg i dag forbi optiker for første gang i mit liv og ja, ganske rigtigt var det da ved at være tid til en lille læsebrille. Da jeg - åbenbart - også har en lille bygningsfejl, er det så desværre ikke den nemme løsning med en 20-kr's brille fra Tiger.
Men, livet ER skønt også i 50'erne :-)
Livet er bestemt skønt i 50'erne. Og 60'erne. Og ...
SvarSletJeg forstår dig godt - jeg vejede 47 kilo, til jeg blev netop omkring de 50; var dermed mere tynd end bare slank. Det var virkelig svært, da jeg blev ved med at tage på og tage på, så langsomt, at det nærmest kom snigende. Rygestop og overgangsalder på én gang - det gik helt galt.
Nu er der vist ikke noget at gøre, jeg ser ud som jeg gør ... kæmper lidt en gang imellem, men jeg er vist nået dertil hvor jeg er glad, bare jeg ikke tager mere på.
Og brillerne ... det måtte jo komme ;-)