søndag den 27. december 2015

Den sidste jul?

Den tanke fik jeg, da vi fejrede juleaften med min far og han sagde, at så kommer han først igen om 3 år, da han jo skal fordele sol og vind lige mellem sine børn og sin kones familie.

Om 3 år er han godt på vej mod de 88 år og heldigvis er han lige nu frisk og rørig, men der sker nu alligevel ofte noget på 3 år, når man har rundet de 80 eller mere.

Jeg skubbede tanken fra mig og nød at være omgivet af dem, jeg elsker allermest, men tanken kom hurtigt tilbage, da min far næste dag ringede for at sige tak for sidst og sagde "Det var den hyggeligste juleaften nogensinde med den bedste mad, jeg hyggede mig så meget og tænk, mens du lavede mad, sad jeg alene med alle mine 4 børnebørn og talte med dem. Det var så dejligt, ja den dejligste juleaften nogensinde"

Måske var det bare mig, der tænkte at det måske var den sidste juleaften, måske tænkte han det også, for han er normalt ikke en der slynger om sig med superlativer.


onsdag den 23. december 2015

Nu er det virkelig jul

Lillejuleaften.....træet skal pyntes, der skal bages småkager endnu engang, rødkålssalaten skal snittes, grøden skal en tur under dynen og kartofler skal koges og pilles.

I morgen er så den store dag.....ikke så stor, som den var, dengang flokken var små og næsten ikke kunne være i deres egne små kroppe af bare spænding, dengang mindst en af dem fik julefeber, når Disneys juleshow startede.

En gang tilbage i slut 90'erne røg tv-signalet lige præcis et par minutter i 16 og dermed lige før Disneys juleshow. Vi havde 3 forventningsfulde unger siddende foran fjernsynet og så puff....forsvandt det hele. Det var inden man bare fandt det på nettet i stedet, men heldigvis havde vi "båndet" det, så i med kassetten og alle var lykkelige. Undtagen en far lidt længere ned ad gaden - en mand vi aldrig havde hilst på, en mand der aldrig hilste på nogen i kvarteret. Vi havde nok alle prøvet, men han var vist for fin til at hilse på andre, når han kom drønende (alt for stærkt) i sin store bil. Nå men nød lærer jo nøgen mand eller snobbet far at spinde, så pludselig stod han foran vores dør og ønskede os en glædelig jul. Jamen fint så.....og tak, mens han stod der og small-talkede, prøvede han forgæves at kigge ind i vores stue og manden min spurgte om der var noget galt. Øh, eh....ah, ja, hans børn kunne jo ikke se Disney show fordi signalet var væk og om vi måske havde båndet det? Det havde vi, men vores unger brugte det jo - manden blev sur over at han ikke måtte låne det med det samme og gik igen og hilste så stadig ikke på os, når vi mødtes på gaden. Sikke en julestemning, han var i ;-)

Nu er de store og juleshow er ikke på listen over vigtige ting, men da vores yndlingspræst allerede holder gudstjeneste kl. 13.30, håber jeg, at vi kan samles foran juleshowet i år og nyde en småkage og et stille øjeblik inden der skal steges og brases.

Lykken er stor i år - alle 4 unger er hjemme og fejrer julen med os og den største gave er at sidde og bare nyde at være sammen med det og se dem hygge sig, snakke, kærligt smådrille hinanden og tæske hinanden i diverse spil.



lørdag den 19. december 2015

Nu' det jul igen og nu' det jul igen......

Efter børnene er blevet voksne eller i hvert fald tæt på voksne bliver jeg hvert år overrasket over, at det pludselig er jul.

Det var nemmere, da de var små og vi "startede" julen i oktober, når vi fandt de første honningkage-hjerter hos bageren. Dengang der var masser af julearrangementer med æbleskiver, gløgg, juleteater, julebanko, julefester i børnehaven, skolen, fritidshjemmet, spejderne, danseskolen, gymnastikforeningen, golfklubben og hvad ved jeg....nu er de alle store og der er ingen julestress over at skulle være flere steder på samme tid. Faktisk skal vi slet ikke noget som helst julet med dem udover det, der er arrangeret i familiens skød.

Det er underligt, og jeg mindes med glæde tiden med de små børn, der glade sad og klippede og klistrede, formede mystiske marcipanfigurer og var med til at bage tommetykke småkager med flot glasur på.

Men hver ting til sin tid - nu er der ro på og tid til fordybelse på en anden måde. Noget vi også nyder, for vi ved jo at før eller siden, er der igen småbørn i familien og vi (jeg!) kan igen få lov til at klippe og klistre, lave marcipanfigurer og bage småkager.

Om 5 dage er det jul og jeg vil nyde de næste dage, nyde at gaverne er i hus, at julesmåkagerne er spist og jeg kan hygge med at bage lidt flere.

lørdag den 12. december 2015

Øv og nej!!

Fødselsdagen gik fint, prinsessen havde bestilt sushi, så det fik hun naturligvis. Og ikke bare mors den bedste hjemmelavede, men fra et af byens gode sushisteder.

Vi spiste, vi hyggede, jeg sad med den der lille lykkelige fornemmelse i maven, som jeg altid har når vores 4 unger er samlet og snakken går livligt på kryds og tværs. De nyder hinandens selskab, det er så tydeligt og det gør mig ufattelig glad, for nok er de søskende, men de er også 4 helt forskellige "børn" med en aldersforskel som stadig også betyder noget. Men de vil hinanden og et par af dem har også sagt at de håber, de kan blive ved med at være så gode venner, når de bliver "rigtigt voksne" (som i at have hver deres familie). Svaret var jo at det kan de helt sikkert, men det kræver kærlighed, vilje, forståelse og ikke mindst rummelighed <3

Men knap var de smuttet hver til sit, før jeg fik den der spirende fornemmelse i maven kombineret med lidt kvalme og så skal jeg ellers love for at helvede brød løs og varede resten af natten. Fik stort set ikke lukket et øje - mavekramper og roskildesyge overtog i den grad min krop. Eller måske madforgiftning? Havde helt glemt hvor rædsomt sådan noget er.  Fredag var jeg slatten, ussel og træt og måtte for første gang i årevis melde mig syg på mit arbejde og så lige på dagen, hvor der var julefrokost. Øv, hvor jeg følte mig snydt, men jeg havde ikke været godt selskab.

I dag skinner solen, jeg skal spise som jeg plejer og en god lang gåtur skal også lægges ind i programmet.

God lørdag til jer derude :-)