Den sidste jul?

Den tanke fik jeg, da vi fejrede juleaften med min far og han sagde, at så kommer han først igen om 3 år, da han jo skal fordele sol og vind lige mellem sine børn og sin kones familie.

Om 3 år er han godt på vej mod de 88 år og heldigvis er han lige nu frisk og rørig, men der sker nu alligevel ofte noget på 3 år, når man har rundet de 80 eller mere.

Jeg skubbede tanken fra mig og nød at være omgivet af dem, jeg elsker allermest, men tanken kom hurtigt tilbage, da min far næste dag ringede for at sige tak for sidst og sagde "Det var den hyggeligste juleaften nogensinde med den bedste mad, jeg hyggede mig så meget og tænk, mens du lavede mad, sad jeg alene med alle mine 4 børnebørn og talte med dem. Det var så dejligt, ja den dejligste juleaften nogensinde"

Måske var det bare mig, der tænkte at det måske var den sidste juleaften, måske tænkte han det også, for han er normalt ikke en der slynger om sig med superlativer.

Nu er det virkelig jul

Lillejuleaften.....træet skal pyntes, der skal bages småkager endnu engang, rødkålssalaten skal snittes, grøden skal en tur under dynen og kartofler skal koges og pilles.

I morgen er så den store dag.....ikke så stor, som den var, dengang flokken var små og næsten ikke kunne være i deres egne små kroppe af bare spænding, dengang mindst en af dem fik julefeber, når Disneys juleshow startede.

En gang tilbage i slut 90'erne røg tv-signalet lige præcis et par minutter i 16 og dermed lige før Disneys juleshow. Vi havde 3 forventningsfulde unger siddende foran fjernsynet og så puff....forsvandt det hele. Det var inden man bare fandt det på nettet i stedet, men heldigvis havde vi "båndet" det, så i med kassetten og alle var lykkelige. Undtagen en far lidt længere ned ad gaden - en mand vi aldrig havde hilst på, en mand der aldrig hilste på nogen i kvarteret. Vi havde nok alle prøvet, men han var vist for fin til at hilse på andre, når han kom drønende (alt for stærkt) i sin store bil. Nå men nød lærer jo nøgen mand eller snobbet far at spinde, så pludselig stod han foran vores dør og ønskede os en glædelig jul. Jamen fint så.....og tak, mens han stod der og small-talkede, prøvede han forgæves at kigge ind i vores stue og manden min spurgte om der var noget galt. Øh, eh....ah, ja, hans børn kunne jo ikke se Disney show fordi signalet var væk og om vi måske havde båndet det? Det havde vi, men vores unger brugte det jo - manden blev sur over at han ikke måtte låne det med det samme og gik igen og hilste så stadig ikke på os, når vi mødtes på gaden. Sikke en julestemning, han var i ;-)

Nu er de store og juleshow er ikke på listen over vigtige ting, men da vores yndlingspræst allerede holder gudstjeneste kl. 13.30, håber jeg, at vi kan samles foran juleshowet i år og nyde en småkage og et stille øjeblik inden der skal steges og brases.

Lykken er stor i år - alle 4 unger er hjemme og fejrer julen med os og den største gave er at sidde og bare nyde at være sammen med det og se dem hygge sig, snakke, kærligt smådrille hinanden og tæske hinanden i diverse spil.

Nu' det jul igen og nu' det jul igen......

Efter børnene er blevet voksne eller i hvert fald tæt på voksne bliver jeg hvert år overrasket over, at det pludselig er jul.

Det var nemmere, da de var små og vi "startede" julen i oktober, når vi fandt de første honningkage-hjerter hos bageren. Dengang der var masser af julearrangementer med æbleskiver, gløgg, juleteater, julebanko, julefester i børnehaven, skolen, fritidshjemmet, spejderne, danseskolen, gymnastikforeningen, golfklubben og hvad ved jeg....nu er de alle store og der er ingen julestress over at skulle være flere steder på samme tid. Faktisk skal vi slet ikke noget som helst julet med dem udover det, der er arrangeret i familiens skød.

Det er underligt, og jeg mindes med glæde tiden med de små børn, der glade sad og klippede og klistrede, formede mystiske marcipanfigurer og var med til at bage tommetykke småkager med flot glasur på.

Men hver ting til sin tid - nu er der ro på og tid til fordybelse på en anden måde. Noget vi også nyder, for vi ved jo at før eller siden, er der igen småbørn i familien og vi (jeg!) kan igen få lov til at klippe og klistre, lave marcipanfigurer og bage småkager.

Om 5 dage er det jul og jeg vil nyde de næste dage, nyde at gaverne er i hus, at julesmåkagerne er spist og jeg kan hygge med at bage lidt flere.

Øv og nej!!

Fødselsdagen gik fint, prinsessen havde bestilt sushi, så det fik hun naturligvis. Og ikke bare mors den bedste hjemmelavede, men fra et af byens gode sushisteder.

Vi spiste, vi hyggede, jeg sad med den der lille lykkelige fornemmelse i maven, som jeg altid har når vores 4 unger er samlet og snakken går livligt på kryds og tværs. De nyder hinandens selskab, det er så tydeligt og det gør mig ufattelig glad, for nok er de søskende, men de er også 4 helt forskellige "børn" med en aldersforskel som stadig også betyder noget. Men de vil hinanden og et par af dem har også sagt at de håber, de kan blive ved med at være så gode venner, når de bliver "rigtigt voksne" (som i at have hver deres familie). Svaret var jo at det kan de helt sikkert, men det kræver kærlighed, vilje, forståelse og ikke mindst rummelighed <3

Men knap var de smuttet hver til sit, før jeg fik den der spirende fornemmelse i maven kombineret med lidt kvalme og så skal jeg ellers love for at helvede brød løs og varede resten af natten. Fik stort set ikke lukket et øje - mavekramper og roskildesyge overtog i den grad min krop. Eller måske madforgiftning? Havde helt glemt hvor rædsomt sådan noget er.  Fredag var jeg slatten, ussel og træt og måtte for første gang i årevis melde mig syg på mit arbejde og så lige på dagen, hvor der var julefrokost. Øv, hvor jeg følte mig snydt, men jeg havde ikke været godt selskab.

I dag skinner solen, jeg skal spise som jeg plejer og en god lang gåtur skal også lægges ind i programmet.

God lørdag til jer derude :-)

Jeg er fanget

Jeg er faldet i gryden med "Downton Abbey". Jeg ser sjældent TV, så jeg har ikke fulgt den der, tænkte at det ikke interesserede mig at se endnu en "UpstairsDownstairs", som jeg ellers, der i mine unge dage, syntes var fantastisk.

Men så var der en kold aften med en kop te, et par hunde i sofaen, et varmt uldtæppe og en ipad med Netflix og Downton Abbey, der kom op, da datteren har set den.

Og så gik jeg i gang....og blev fanget og synes nærmest at rengøring og madlavning er ligegyldige projekter, for jeg skal jo se næste afsnit. Det er både fordelen og ulempen ved at se serier på Netflix, HBO osv - man kan jo bare blive ved og ved og ved.

Nå, men serien er god - ved egentlig ikke rigtig hvorfor, måske bare fordi den er hyggelig, med vanlig britisk sans for detaljer og så muligheden for at se lidt tv, hvor de taler britisk. Lidt i samme boldgade som Barnaby.

Så jeg kigger videre, men først skal søndagsrengøringen lige klares og måske en god gåtur i blæsten

Sneen kommer, sneen kommer.....ulven kommer ulven kommer

Og måske kommer den vitterlig her godt en uge efter DMI udtalte, at det ville blive en varm vinter uden nogen udsigt til sne før januar eller februar.

Men lad os nu se - koldt er det i hvert fald med en frisk vind fra nordøst og hvide skumtoppe på det ellers så fredelige Øresund. Skønt at sidde og kigge ud på, når man har en kop varm te i hånden og varme på apparaterne.

Men, de der meteorologer.....var det meteorolog man skulle have været? Tænk at blive lønnet for at sidde og forudsige ting, som oftest slet ikke kommer til at ske - det må være et underligt job, for jeg er slet ikke i tvivl om at de virkelig gør deres bedste og har en kæmpe baggrundsviden.

Ulven kom heldigvis ikke i går aftes, da København (og jeg) gik i panik, da Nørreport og Østerport stationer blev lukket pga nogle hætteklædte mænd med en sportstaske, der kom løbende ned i Metroen. Heldigvis var det tilsyneladede falsk alarm og stationerne åbnede igen. Min panik skyldtes at datter og svigersøn befandt sig lige midt i det hele og jeg gjorde klar til at køre ind for at hente dem og få dem VÆK, men heldigvis åbnede stationerne igen og de kunne begives sig hjem i god ro orden.

Og man bekymrer sig...

At være mor er bare kilde til evig bekymring fra man ligger der med en nyfødt unge i armene til...ja, hvor længe mon man bekymrer sig?

Spørger jeg min svigermor siger hun "til man dør", spørger jeg min far, siger han "Bekymrer sig? Over hvad dog?". Det er nok forskellen på mand og kvinde, for jeg tror også min mor ville have bekymret sig over alt og intet, hvis hun havde levet.

Så var det en af sønnerne, der havde "noget" der skulle overstås og så kunne man (læs : jeg) gå rundt med ondt i maven over det i flere uger. Nu er han sikkert igennem det og alt er godt igen.

Så er det hunden, der er syg - pludselig opførte den sig som om den ville dø indenfor 5 minutter. Lagde sig helt stift på ryggen med benene lige i vejret. Den fik kæl og klap og kom sig langsomt, men en tur omkring Dr. Dyr bliver nu nok alligevel sat på dagsordenen i næste uge. Just in case.

Datteren er i byen med veninderne, så det kan jeg jo også bekymre mig lidt over.

Åh ja, en dag bliver de vel alle voksne, sådan rigtig voksne med ægtefæller, børn og villa, vovhund og Volvo og så viger bekymringerne vel en anelse? Eller overtages de så bare af bekymringer for børnebørnene?

Jeg har tabt mit hjerte

til en lille ø et stykke væk fra resten af Danmark. Ja, du har sikkert gættet det

Bornholm er øen og jeg er hårdt ramt, eller rettere, det er vi faktisk begge.

Vi er der efterhånden så meget, så folk spørger om hvad vores tilknytning til øen er og vi må jo så sige, at ingen af os har nogen tilknytning overhovedet. Eller rettere, det har vi jo nu, men ingen familiære bånd knytter os til dette fantastiske sted.

For os findes der ikke noget skønnere sted end Nordbornholm - roen, klipperne, havet og de sødeste mennesker.

Når man har været et sted så mange gange kunne det måske være kedeligt at vende tilbage igen og igen, men det bliver aldrig kedeligt. Hver gang vi er tilbage, finder vi nye spændende steder og de "gamle" steder skal jo stadig besøges. Vi holder os så vidt muligt fra turiststederne og griner lidt af at vi jo er sådan "halv-bornholmere" og derfor ikke gider trækkes med alle turisterne - ha-ha-ha....turister er vi jo trods alt stadig og selvom vi i korte øjeblikke kunne drømme om at rykke teltpælene til øen-i-søen ved vi begge, at det kun er drømme. Vi har begge vores job her og ikke mindst familie og venner, men når vi arbejder lidt mindre er det da ikke usandsynligt at vi en dag finder et sted, der er helt vores eget.

 

Bornholm i grå nuancer

2015 må være det år, hvor vi har været mest uheldige med vejret her på Øen-i-Søen. Men OK, sommeren har jo ikke været noget at skrive hjem om uanset hvor i Danmark, man opholdt sig.

Først var der en uge i sommerferien, hvor det bare regnede....og regnede....og regnede - heldigvis havde vi endnu en uge, hvor vejret var rigtig fint og vi fik indhentet nogle af vores skønne gåture.

Nu har vi så været her i efterårsferien og hvis nogen ved, hvor man klager over vejret, så vil jeg da godt lige have nummeret. Her har været så pivende koldt, en enkelt dag blot 6 grader og en strid vind fra øst. Men det kan så være, hvad det er, men SOLEN...den har vi stort set ikke set. Jeg savner den, for træernes efterårsfarver er så uendelig smukke, når de bliver krydret med lidt sollys. Det er vildt, så stor forskel, der kan være. For et par år siden var her 18 grader og sol fra en skyfri himmel en hel efterårsferie - denne her uge, må så siges at være i den stik modsatte retning.

Vi bor lige ud til stranden og kan se, hvordan især børnefamilierne er væltet ud, når det klarede bare det mindste op. Åh ja, kan godt huske, hvordan det er at sidde inde med nogle krudtugler, mens man venter på at tøjet lige tørrer en lille smule, før man igen kan begive sig ud i det vilde vejr.

Lige nu håber vi så at vinden stilner lidt af inden turen går over Østersøen, men det tyder det heldigvis på. Vi er begge søstærke, men jeg hader bare når skibet bliver kastet rundt.

Mænd - version II

I morges på Nørreport station - nede på perronen - stod en pæn midaldrende herre ud før mig og 3 skridt henne af perronen vælger han at lægge den største spytklat, som jeg måtte hoppe til side for at undgå (ja, man går meget, meget tæt på Nørreport st om morgenen).

Jamen hallo, hvad får et pænt midaldrende mappedyr til at spytte indenfor? Eller hvorfor spytter mænd overhovedet på gaden - forleden var det en gammel arabisk mand, der spyttede lige foran mig, jeg tænkte om det var en eller anden form for foragt for mig, men fik da sagt et par borgerlige ord til ham, hvorefter han undskyldte, så det var nok - trods alt - ikke møntet på mig.

Og så er der de ufattelige mængder af cykelryttere som lystigt både snotter og spytter mens de i rasende fart er ved at feje alt og alle af banen.

Er det bare mig, der synes, at det er ulækkert og uhøfligt at spytte på gader og stræder?

Og ja, Mænd version I - ligger her http://framortilkvinde.blogspot.dk/2013/08/mnd.html

Flygtninge....

Pyha...jeg vover at tage hul på bylden - en byld, som jeg ikke har set meget skrevet om i den del af blogland, hvor jeg færdes.

Jeg er forvirret - godt og grundigt forvirret. Man får smidt historier i hovedet fra både den ene og den anden. Grumme historier om druknede børn, grimme historier om flygtninge, der opfører dårligt i det land, som tilbyder dem ly. Alt i en stor pærevælling, godt krydret af medierne.

Som udgangspunkt mener jeg at det er bedst at hjælpe i nærområderne. En holdning der tager udspring i, hvad jeg helst selv ville, hvis jeg skulle flygte fra Danmark. Jeg ville til enhver tid foretrække at være i et nordisk/europæisk, kristent land frem for at skulle til en anden del af verden med en anden kultur og en anden religion.

Omvendt ville jeg jo heller ikke have lyst til at sidde i årevis i en teltlejr i Sverige uden mulighed for at yde noget, så den del skal naturligvis være i orden. Jeg ville også ønske at komme tilbage til mit eget land og at være med til at genopbygge det, så snart det var muligt.

Der tales meget om at integrere flygtninge og det kan der jo siges både for og imod til. For hvis man skal blive her, så ja, så skal man lære sproget, kende kulturen og de spilleregler, der gælder her. Er man her kun på et "kort" visit, fordi man skal tilbage til sit land, er det naturligvis vigtigere at bevare tilknytningen til det land man skal tilbage til. Her er udfordringen så om der bliver fred og hvornår.

Men det støder mig, når jeg ser flygtninge komme hertil og begynde at kræve ind. Vi havde et par unge flygtninge her i byen, som krævede en ordentlig bolig. De var ikke tilfredse med et værelse, privat bad og fælles køkken, så de valgte at flytte og slå sig ned foran byens rådhus. Jamen altså....der er da masser af unge, der ville være rigtig tilfredse med sådan en løsning, så det gør mig vred. Det gør mig også vred, at vi (åbenbart) har ry for at være et land, hvor man kan bede om alt mellem himmel og jord. Jeg ser via mit job en del flygtninge og de kommer hertil og kræver straks gratis briller, gratis medicin, gratis behandlinger hos fys, psykolog osv osv. MR scanninger (uden årsag) er også højt i kurs og kræves i et væk. Jeg vil gerne hjælpe og jeg synes også vi som samfund skal hjælpe, men jeg synes ikke vi skal være til grin.

Der er ingen tvivl om, at de danske regeringer (uanset partifarve) gennem årtier har fejlet i at lave en god indsats for integration og det gør mig vred, når flygtninge (eller indvandrere, for den sags skyld), der har været her i 5 eller 10 år, stadig ikke taler et ord dansk. Ingen har ganske enkelt sat dem stolen for døren og krævet at de lærer vores sprog og når man ikke kan sproget er der også lang vej til uddannelse, omskoling og jobs.

Det er så ambivalent, for når jeg ser det overordnet bliver jeg irriteret, men når jeg kigger ind i et par brune barneøjne, der allerede har set alt for meget, så bliver jeg blød om hjertet og har lyst til at redde hele verden.

Er husmor-blog'sene ved at uddø?

Jeg skriver ikke ret meget længere og mange af dem, jeg fulgte gør heller ikke, så jeg tænker om en epoke er ved at være slut? Om ny tider er kommet - Instagramtiderne? For det er vist heller ikke Facebook, som efterhånden primært er fyldt med sponserede links på alt muligt ligegyldigt.

Til gengæld er der - ifølge mine unge døtre - fuld gang i de såkaldte modebloggere, som angiveligt lever af at skrive om alt muligt indenfor mode. Sært "job", hvis du spørger mig og hvis man går ud af 10. klasse eller gymnasiet og så har job som modeblogger og semi-kendis, så er ens fremtid vist ikke sikret i voldsomt mange år fremover.

Men husmor-bloggene - min og din og jeres og vores blogge - er de ved at uddø?

Jeg kan jo starte med mig selv....hvorfor skriver jeg ikke mere end jeg gør? For første gang i mange år har jeg ikke et job med 80 timer om ugen og alligevel får jeg ikke skrevet, selvom jeg da har masser på hjerte. Det når bare aldrig rigtig til tastaturet længere og det er egentlig synd, for det er rart at skrive, at skrive "tingene ud". Hmm....måske jeg skulle gå i gang igen, jeg må overveje det. Jeg er i hvert fald ikke der, hvor jeg har lyst til at lukke min blog, det er jo min livsbog, som jeg snart kan holde 10 års jubilæum med. Desværre er en stor del af indholdet på min første blog, der lå på Smartlog, forsvundet og jeg har lykkelig glemt koder osv dertil.

Månedens gæst?

Der er så meget andet, der tager tid, så mine besøg her på bloggen er ærlig talt noget sporadiske, men helt nedlægge bloggen er jeg nu heller ikke klar til.